Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad "Kasper Anthonis debutværk, "digte", består et halvt hundrede kærlighedsdigte, og nogle af de rigtig gode af slagsen. Man bliver glad, når en digter tager livtag med denne genre, der ellers er blevet sjældnere og sjældnere i en tid, hvor flerstemmighed og subtile genreblandinger er den mest brugte formel i lyriske værker. Vi følger i "digte" et kærlighedsforhold i alle dets faser fra den ekstatiske forelskelse til den dybe desillusion og smerte i opbruddet. Digtene er ofte korte, koncentrerede, klare og enkle i deres naturmetaforik. Et sværmerisk digt om de smukke følelsers tid lyder: "en ærteblomst / nederst i haven / står som en lygte / smilende i nattens rum / din kjole i græsset / myggenes sang / stigende som / duggen falder / på dig." En råt og hårdtslående tekst om kærlighedsforholdets ophør tilsvarende: "en hjort har været hos dig i nat / din sneseng har friske dyrespor / vinteren synes koldere end ellers." Kasper Anthonis digte er kort og godt smukke, effektfulde og vedkommende – læs dem!"

Christian Stokbro Karlsen i Nordjyske "...måske det er kombinationen af drømme, himmel og farven sort, der får mig til at mindes Strunges "Vi folder drømmens faner ud", for Anthoni tør i høj grad drømme om kærlighed i samlingens samtale mellem jeg og du - og om desperationen, der kan være indlejret i en sådan kærlighed."

Bjarke Kirkegaard Nielsen i KultuNaut "En samling nummerdigte, som er en ren tour de force udi overlegent skrivetalent og et bevis på, at endnu et dansk digtertalent er født."

Kim Toft Hansen i Kulturkapellet "Hypnagoge digte! Lyset kaster skygger i mørket, drømmen trænger ind fra søvnen, ind i den vågne tilstand. Frekvensdigte! Jeg læser Kasper i digtene, læser en biografi, der alligevel ikke helt stemmer. En mand er på rejse. En ”Journeyman” i bevægelse. Han ”traver gennem dale”, og vi er med. Første gang jeg læste disse digte, var jeg knap vågen: jeg mødte digte, der kunne noget på dette søvndrukne stadie. De forskubbede sig – og mig. Jeg har kendt Kasper i en årrække, og indbilder mig selv, at jeg kender årene på digtene – eller er det omvendt. Humor digter det melankolske, mens tragedien bader i selvsatire. Der er ”tordenjazz” med forårsbrise. Nattens elegi udmunder i dagens nye lys, mens lyset svinder ind til duften af piger i natten. Den bedste måde at sige det på: hypnagoge digte!"