SANKTHANS-ORME & LEGENS EVIGHED

"Væk er den sorte firserromantik, men han er endnu ikke kommet ud over melankolien - og tak for det. ... Et af de første digte lyder: 

"din kjole er draperet 
med sankthansormene vi fandt som små 
du går igen i legen vi leger 
fordi det andet er uhyggeligt" 

Der er noget uheldsvangert ved de sankthansorme, der hænger på kjolen, hvilket understreges af, at du'et i digtet "går igen" i en leg, som "vi" leger. Det mesterlige er på en gang nærheden og afstanden. Selv i legens evighed (nærhed) er jeget afskåret fra du'et, som der hænger noget underjordisk ved. Hvis ikke det er opskriften på melankoli, ved jeg ikke, hvad er: nærheden til et objekt, vi for altid er forhindret i at nå.  ...

Anthoni synes at have fået et langt bedre greb om de formale strukturer i sin digtning, sproget er tæmmet mere, men uden at blive tamt, i det hele taget synes der at være en større sans for håndelaget - og det forpligter!" 

Christian Stokbro Karlsen

- Nordjyske

LIVET LEVES & DØDEN DØS

"...Der er blændet ned for firsernes neonlys og op for naturens sollys i samlingen. Samlingens forside er et billede af en efterårsudsigt over havet. Naturen. Og mennesket. De sættes i spænd. De gnistrer, der springer, når disse størrelser rører på sig, bliver til illustrationer af mødet mellem to mennesker. Elske. At elske. Og fastholdelse af denne svære tilstand. Der er stadig stjerne, himle, engle og regn. Men solen, humoren og livsens gnist er samlingens supplement. Alligevel er det, som skulle noget bryde ud. Noget sitrer stadig. Og der er her digte opstår.

Et subtilt åndeligt niveau får lidt mere plads i samlingen. Det er langt fra dominerende, men kirken, salmerne, englen, klostret, himlen er også med. Digtenes form, hvor titlen også er første sætning, er velkendt fra salmebogen. Døden kigger ind: ”efter livet er livet tavst / mere stille end glectherens indre / men dog stabilt som ordene”. Døden er uvished. Vi har kun ordene at støtte os til. På samme tid er der en aspiration at noget overmenneskeligt, ”engle der smilede / mens de blev til”, men samtidig er det mødt af en usikkerhed. Endda en underfundig understregning af opgøret med den dekonstruerede poetik: Ordene er garant for (en vis) sikkerhed.

(...)

Også når du kommer mig i møde er liden i sin størrelse. Men interessant og underfundig i sin gørelse. Den er en befrielse fra den usikre virkelighed, som lyrikkens dekonstruerede mørke brødre praktiserer. Trods en kvindes tilstedeværelse gennem næsten hele samlingen, er Anthoni (næsten) ikke ledt ind i fristelsen, den fristelse der lurer alle forfattere, der føler verden ændre sig for hastigt. Her fastholdes noget, et noget, der godt nok varierer, men inden for en rammesætning. Som hedder jeg og du. Et liv (skal) leves. Døden døs. Og herimellem skal vi stå. Andet ved vi ikke."

Kim Toft Hansen

- Kulturkapellet